Vi er på jagt efter en knalddygtig designer/grafiker, som med et skarpt detaljeblik og flair for visuel formidling kan forvandle kedelige og rodede slides til præsentationer i topklasse.

Hvem er vi?

Hjaltelin Stahl er et cross media reklamebureau, som beskæftiger mere end 140 medarbejdere. Lige siden vi for mere end 15 år siden kom til verden, har vi oplevet øget vækst og kundetilgang og op gennem årerne er vores ambitioner ikke blevet mindre. Vi er i dag en del af Accenture Interactive, hvilket har åbnet dørene op til et bredt samarbejde på både nordisk og globalt plan. På tværs af medier og platforme arbejder vi med alt fra kommunikation, marketing, filmproduktion og digitale løsninger for kunder som bl.a. Pandora, Danish Crown, Arla, Københavns Lufthavne, Nykredit, Suzuki og Coop – og annoncørerne har i en årrække kåret os som landets bedste reklamebureau.

Om rollen

Som designer/grafiker vil du få både mulighed og kreativ frihed (inden for brand- og designguidelines) til at udarbejde eksemplariske præsentationer, som både kan fastholde og vinde brands og kunder. Du vil træde ind i et dynamisk hus, hvor ambitionerne er høje, idéerne mange og tempoet højt. Din fornemmeste opgave vil blive at få rodede konsulent-slides til at ligne en million og hertil løfte kunde-, salgs- og pitch-præsentationer op på et helt nyt visuelt og formidlingsmæssigt niveau. Du vil primært arbejde i PowerPoint, så det er essentielt, at du har den tekniske viden til at udnytte PowerPoint-funktioner, men også besidder den kreative forståelse, der er nødvendig for at forskønne præsentationer, der driver klare mål.

Du vil komme til at arbejde på tværs af flere af vores afdelinger og sammen med nogle af branchens dygtigste og mest engagerede kolleger, der hver dag arbejder målrettet for at flytte grænserne for, hvad der kan lade sig gøre inden for kreativ kommunikation og strategisk innovation. Som del af et bureau med en stor kundeportefølje – og endnu flere i pipeline – vil du få mulighed for at formidle budskaber gennem slides, modeller og billeder til en bred række af forskellige kunder og på konceptuelt plan at oversætte og formidle brands og indhold til visuelle koncepter.

Hvem er du?

Du er en storyteller med stærke PowerPoint-skills, ferme visuelle formidlingsevner og en stærk æstetisk sans. Du arbejder både med fokus på det overordnede budskab og blikket rettet skarpt mod de små detaljer og har flair for det færdige visuelle udtryk. Med evnen til at tænke konceptuelt kan du formidle kunders brand og indhold til visuelle koncepter og har hertil en god forståelse for, hvad der fungerer i præsentationer – og hvad der ikke gør. Det er hermed essentielt, at du forstår at formidle budskaber gennem slides, modeller og billeder, kan simplificere og tydeliggøre modeller og er en ekspert til at sætte slides knivskarpt op. Du arbejder selvstændigt og målrettet og lader dig ikke slå ud af hverken designguidelines eller stramme deadlines, og uanset opgave forstår du at sælge både budskaber, brands og virksomheder gennem forbilledlige præsentationer.

Interesseret?

Er du interesseret i at høre nærmere, så send en mail til jobs@hjaltelinstahl.dk eller kontakt Sarah Backer på sarah.backer@hjaltelinstahl.com

 

COOKIES

Read our

cookie policy

&

privacy policy