Drømmer du om at prøve kræfterne af hos et af Danmarks førende reklamebureauer og for nogle af landets største brands? Har du en struktureret, problemløsende og strategisk projektleder gemt i maven? Så er du måske vores næste projektleder-praktikant.

Hvem er vi?

Hjaltelin Stahl er et cross media reklamebureau, som beskæftiger mere end 140 medarbejdere. Lige siden vi for mere end 15 år siden kom til verden, har vi oplevet øget vækst og kundetilgang og op gennem årerne er vores ambitioner ikke blevet mindre. Vi er i dag en del af Accenture Interactive, hvilket har åbnet dørene op til et bredt samarbejde på både nordisk og globalt plan. På tværs af medier og platforme arbejder vi med alt fra kommunikation, marketing, filmproduktion og digitale løsninger for kunder som bl.a. Pandora, Danish Crown, Arla, Københavns Lufthavne, Nykredit, Suzuki og Coop – og annoncørerne har i en årrække kåret os som landets bedste reklamebureau.

Hjaltelin Stahl er en ung og levende arbejdsplads med et stærkt fællesskab og et fagligt højt kompetenceniveau. Ved at være i konstant udvikling, sikrer vi os ikke blot en plads blandt de bedste bureauer i branchen, men også innovative digitale og kreative løsninger til alle vores kunder. Som bureau både skaber vi og byder talent velkommen og er derfor lige nu på jagt efter praktikanter, som i efterårssemesteret kan være en del af vores hus på fuld tid. Forløbet er ulønnet og varer 2,5-6 måneder med start i august 2021.

Om praktikrollen – Projektleder ved kontaktafdeling

Vi søger praktikanter til vores kontaktafdeling, som kan assistere vores Group Client Directors og projektledere i deres daglige arbejde. Du vil blive tilknyttet en Group Client Director og det omkringværende team af projektledere og kreative, som vil tage dig med på både store og mindre projekter. Du vil blive en del af et team, der til daglig udvikler og producerer cross media-kampagner i samarbejde med bureauets strategiske, digitale og kreative specialister, og du vil hertil assistere i projektledelsen af vores arbejde for nogle af landets største brands. Du kan forvente et indgående kendskab til – og ikke mindst erfaring med – processerne i et stort reklamebureau samt de forskellige aktører, der er med i skabelsen af en reklamekampagne.

 Du vil blive tilknyttet specifikke kunder, men i praksis kan dine arbejdsopgaver komme fra hele huset lige fra strategisk research og projektledelse til samarbejde med kreative og deltagelse i store filmproduktioner. Det er derfor vigtigt, at du er åben over for forskellige typer af arbejdsopgaver.

 Vi garanterer et alsidigt, spændende og lærerigt praktikforløb med en stejl læringskurve, søde kolleger og fredagsøl på tagterrassen (når det igen er muligt) – alt sammen noget der vil klæde dig godt på til en fremtid i branchen.

Hvem er du?

Du er i gang med en relevant videregående kandidatuddannelse. Selve uddannelsesretningen og -institutionen er ikke altafgørende – det vigtigste er, at du har interesse og forståelse inden for relevante områder, herunder marketing, kommunikation, strategi og projektledelse. Det er et stort plus, hvis du har erfaring med Office-pakken, herunder PPT og derudover forestiller vi os, at du er:

  •  Udadvendt og frisk på nye udfordringer – og er ikke bleg for kundedialog
  • Klar til at blive en del af et dynamisk og socialt arbejdsmiljø og kan lide at skabe nye relationer
  • Initiativrig, nytænkende og ansvarsbevidst
  • Struktureret, detaljeorienteret og har evnen til at bevare overblikket i en travl hverdag
  • Ambitiøs med lyst til at gøre en forskel

 Interesseret?

Passer ovenstående beskrivelse på dig, så send en mail med dit CV, motiveret ansøgning og karakterudskrift til praktik@hjaltelinstahl.com senest mandag d. 17. maj kl. 9:00. Skriv i din ansøgning, at du ønsker at søge praktik ved Kontaktafdelingen. For yderligere information, er du velkommen til at kontakte Laura Balslev Handest på l.balslev.handest@hjaltelinstahl.com.

COOKIES

Read our

cookie policy

&

privacy policy